Hyldestsang til bloggen


Er der noget mere offentligt end en blog
To tell your name the livelong day
Hvor privatheden kan være ekvivok
Og offentlige pinligheder helt okay.

Man kan kvække uforstyrret løs
Og tro at hele verden lytter efter
Hver eneste selvreklame fra hver en knøs
Og alle bloggodammens smædeskrifter

Man kan blogge som man vil om sin hund, Bernardo
Man kan udgive bøger uden Gyldendals accept,
Man kan ævle løs om sit besøg på Museo del Prado,
Publicere uden at tænke fordi det går tjept.

Man kan vise alverden hvilke venner man har
Og ignorere alle dem der bare ikke er cool nok
Man kan bruge bloggen som et fremskudt immunforsvar,
Som en kom-og-se-hvor-meget-jeg-skriver-skriveblok

Næh, bloggen er helt sikkert kommet for at blive,
Det er ret spændende at se hvor mange hits man får.
Blogito ergo sum; jeg blogger altså er jeg stadig i live
Og jeg kan se hvem der læser mig hvor og hvornår.

Man behøver knap tænke på hvordan bloggen ser ud
Den kan have verdens grimmeste præfabrikerede design
Bloggen længe leve, sikket publikations-slagtilbud!
Lille blog på nettet der, hvis er du? Jeg er sgu' min egen!

Det er skønt at ha' sin helt egen virtuelle egn,
Hvor man lissom kan tænke med åben pande
Fuldstændigt oprigtigt eller i metaironiske anførselstegn
Kan der rapporteres fra komplicerede bevidsthedstilstande.

Næsten som et digt af ham der Peter Laugesen
Hvor alle ved der ikke sorteres i strømmen af indfald,
Skynd dig at revse, når du har en revsegrund - ellers ta'r Hans Hauge den
Det er så livsbekræftende at muge ud i meningernes kostald.

Hvad mon vi lavede onsdag aften i tiderne før vi frit kunne blogge
Hvad gjorde vi af vores menings- og tankeoverskud?
Havde vi overhovedet andet at lave end at shoppe og fucke
Og følge kampen mellem slaggefjernercreme og appelsinhud?

Nu kan vi deltage i - og starte - intellektuelle diskussioner
Om litterære priser, politisk kunst og folkemordet i Sudan
Nu kan vi dele gavmildt ud af vores skarpe observationer
Og linke til alt muligt, f.eks. et fint billede af en hortulan.

68'erne synes som sædvanligt det er noget ego-pjat
De kan ikke se det smukke i billeder af mad og kæledyrs-oder.
Men hvis man har og elsker en affenpinscher eller en langhåret siameserkat
Hvorfor så holde sin kærlighed for sig selv? Lad den flyde ud på nettet som syndfloder

Og brede sig med gode vibrationer som ringe i vandet, det uendelige hav
Af såkaldt information, af alle de andre 200 millioner blogs. Kan 200 millioner tage fejl?
Næppe. Vi tror det ikke. Nixen bixen. Vi læser gerne om hvert eneste mjav
Hver eneste rapport hvor bloggen er bloggerens gadespejl.

For hvorfor vedligeholde info-hierarkier?
Hvem siger klummer er bedre end beretninger om en kælen undulat?
Er det bedre at læse Carsten Jensens kvababbelser end en blog om humlebier?
Er Claes Kastholm mere spændende end hippiens beretning om hans yndlingsopiat?

Det bedste til sidst: Det handler om … øh-høm … ytringsfriheden!
Hvorfor er det de ikke må blogge i Kina? Sig mig det måske!
Hvorfor er de sure kinesere så bange for artsmangfoldigheden?
Er der noget om kæledyr eller ferier på Rhodos de ikke må se?

Nå men, netop alle mulige regimers tåbelige censur
Viser at bloggen er en ubehagelig torn i øjet
På magtfuldkommenheden overalt, en vaskeægte hestekur
Mod bedreviden, en pestilens og plageånd mod det der er forløjet.

Derfor må dette blive hyldesten over alle hyldester
For det er jo først og fremmest hyldesten af os selv
Vi synes nemlig at vi gør ganske god fyldest her
Nå, surf videre, denne sang ER gået stærkt på hæld.

--

Hyldet af Larsen og Jensen

Nå nu er de væk.
Så er her helt stille igen.

Nå, nu har den vrede unge mand talt færdig og folk sætter sig i bevægelse mod Fælledparken til tonerne af en sang fra halvfjerdserne. Tror jeg. Den handler om kærlighed og fred i hvert fald.

Yo Ryesgade er tilbage!
Der er demo ved det gamle Ryesgade 58 i dette øjeblik.
En ung mand med en megafon har lige talt om aberne i blå biler. Om Bjarne og Benjamin.

Hyldestsang til det resterende


Hvor er der meget vi hidtil har ladet stå uhyldet hen:
Vindueshasper, døden, citroner og modvind blandt andet,
Statsministerens hemmelige bøsseven,
Det fuldkomment autentiske liv ude på landet,

Driftighed, konkurrence og mekaniske fugle,
Juleøl, radioavisen, frihed og afpolitisering,
Alle de genstande vi aldrig har set som er okkergule,
Snorkler, hjemmeplejen, Laudrups maskerede aflevering

Til Ebbe Sand i 4-1 sejren over Nigeria dengang,
Køkultur, kommenost, polemikker og duty free,
Anonyme alkoholikere, cola og fællessang,
Fadervor, drikkeviser, humor og godmodigt drilleri,

Alt der forlænger livet og alt der slår tiden ihjel,
Royale bryllupper og Champions League,
IKEA, Bo Bedre, ja, alle der gør hyggen industriel,
Skak, Civilization og at være en uforbederlig geek,

Hestevæddeløb, galdesten, retfærdig harme og lidt gus
Havetrampoliner, Fredericia og solskoldethed,
Den stilfærdige såvel som den ekstatiske rus,
Swingerklubber hvor der bliver kneppet op og bollet ned,

Cykelstier, skødehunde og Olsen banden-film,
Ulandshjælp og Stubbekøbings stråtækte huse,
Synet af Schiller og Goethe nøgenbadende i Ilm,
En hvid dyne til luftning og alle der er konfuse,

Gammelklogskab, propaganda, vandkanoner, yams,
Den aflyste xylofonkoncert da vi var i Saskatoon,
Alle malere og forfatteres paralitterære krimskrams,
Den silende regn når der er monsun i Rangoon,

Følelsen af at holde og svinge en splinterny golfkølle,
Info, benzin, Møns Klint, barduner, målmandsdrop,
Glæden ved ikke at have læst Breve fra min Mølle,
Arbejdsheste, klicheer, Buster Keaton og dub.

Hvad er bedre end at sidde på en bænk i byen,
Med musearm, psoriasis, studiegæld og svamp
Når man trods alt er sluppet for roskildesygen
Og kan glæde sig til en kvindehåndboldlandskamp?

En hyldest også til ribs og rustne udstødningsrør,
For slet ikke at tale om ædel råddenskab,
En hyldest til alle der synes alt var meget bedre før
Og ikke mindst til Øjvind Ørn og Kaptajn Ahab.

Et hurra og et leve for Bofors og knækket i Faksegade
Tre lange og tre korte for fregner, hermes og stegt flæsk.
En hilsen til alle pessimisterne og til alle de lalleglade
Til de sagtmodige og til dem der uddeler tørre tæsk.

Og før vi glemmer det: Kys til Bjarne, kys til Danmark,
Til fantasmerne som styrer vores kropslige funktioner,
Til fan-tanterne som skriver om vores garderhøje monark,
Til de hovedløse og de såkaldte hovedattraktioner.

Hip hip hurra for vores retfærdige, udødelige rigdom
Halleluja for de søde små sigøjnere i Sandholmlejren.
Lad glæde os brovtende og hæmningsløst lissom
En nation der efter at have vundet krigen fejrer sejren.

--
Skrevet i hyldest af Larsen og Jensen

Hyldestsang til poesien


Åh, hvad skulle vi gøre uden digtningens ynde?
Uden det fineste udkog af udkog som kaldes poesi?
Uden 'det er aandrigt fast, med dig at synde!'
Og den slags gammeldags rim og remseri?

Det rene vrøvl og de mest himmelråbende banaliteter –
I poesien er du er fri til at sige hvad som helst.
Du kan med fordel deklamere som fra et kateter
Mens du messer med dirrende stemme, alvorlig og frelst.

Poesien er vigtig og vægtig og handler om alt
Det der ligesom ellers ikke rigtig kan siges;
For at skrive den skal man være særligt udvalgt
Og kunne tale når der ellers bør ties og bies.

Hemmeligheden bag det er at bruge metaforer
Symboler, billedsprog og gerne paradokser,
Ja, kort sagt, sprogets påhængsmotorer,
Smøre cremer på sproget indtil det vokser

Og vokser så leddene knager og ho'det si'r puf!
Og alting dugger i metafysikkens damp.
Så skal dybsindighederne skrives ned i en ruf
Før tågen og fugten fører til åndelig fodsvamp.

Og tilbage står, når tågen letter, glitrende rim
På de glade græsstrå. En klar morgen
I maj, hvor man går og er charmerende sublim
Midt i penge-, status- og kærestesorgen.

En digters farligste våben er gråmeleret melankoli,
Et udslip af inderlige hjertegasser.
Det er stemningen det handler om i poesi,
Det betyder ikke noget om det passer

Det man skriver. Det er den ophøjede attitude
Som vil sende dig til tops i det Danske Akademi.
Og når du først dertil er det okay at skryde
Og skrive essays om dit værks finurlige polysemi.

Hvad satan, har hun fået støtte og også en pris!?
Og hvorfor udgiver de flere bøger af den klovn?
Det er langt ude. Hvad er det for noget fis?
Hvordan er det hun ser ud? Hun ligner en kakkelovn.

Nid og nag er måske nødvendige for poeter
Som drivkraft i mangel af økonomiske incitamenter
Så de er nødt til at kæmpe om hver eneste kvadratcentimeter
Og konstant være på udkig efter komplimenter.

Men når det er sagt, så er der ingen så sensible,
Så følelsesfulde, påvirkelige og dog lig en kongeørn.
Og selv den mest ubehøvlede enfant terrible
Er inderst inde sød og rar som en teddybjørn.

Den danske poesi er det danske sprog
I sin danskeste form: En ung blond pige,
Med et bijob som kontrollør i dit intercitytog,
Fyldt med verber og udbrud så kostelige.

Hold fastere om hende med dine stærke arme
Tag hende i munden som en lækker kanapé,
Smag på hendes danske tunge og varme
Og søde kaffe, der ikke fås bedre på nogen café.

Nå! Metaforer har som man ser deres helt eget liv
Og forfører og fører til steder man ikke kan forudse.
De er sprogets luskede, lurvede charmeoffensiv
En selvbrygget, svimlende kogte-ords-te.

Sådan er det, let's face it, med sproget, det pjat
Kun digterne styrer det med hårdeste hånd,
De ruler og gør vor andres liv smykkebesat
Med de fineste sten af deres lynende ånd.

--
Skrevet med noget der ligner omnipotensen/ af både Larsen og Jensen

Hyldestsang til pengene


Der er intet så vidunderligt som penge!
Vi elsker dem selv om de er vulgære
Vi regner dem for en slags skidne gadedrenge,
Uden stil og ret så ordinære.

Men pyt, vi tager dem gerne inden døre
Nogen skal jo hytte de kære hørmende små.
Desuden er de nyttige de kroner og ører
For dem kan alting nemlig måles på.

De er dejlige at have og gode at gi' væk,
Du kan bytte dem for kærlighed og solskin.
Der er intet du ikke kan få i både pose og i sæk:
Karburatorer, au pairs, nyrer og ørkenvind.

Du kan både få fred og købe en lille "war"
Og frede krigen om olie i penge, nej, i "democracy".
Du kan få et foredrag med Michael Moore
Eller købe dig til stemmer på dit favoritparti.

Der er intet så vidunderligt som penge!
De kan virkeliggøre alle fantasier.
For en slik kan du få villige drenge
Og for lidt slik kan du få de sødeste piger.

Du kan købe et avishus, et ungdomsditto,
En opera, en magelig have, et riffelsyndikat.
Du kan bo i et palads som kejser Hirohito
Og få serveret sushi på tallerkner af agat.

For de fleste af os er det kun fantasmer:
Penge bliver symbol på alt hvad der er godt
Og på lønningsdagen gribes vi af spasmer
Eller investerer børnepengene i Aeroflot.

Er du fattig bør du takke alle rige,
Som holder gang i bu-si-ness for dig.
Gud elsker ikke de misundelige
Og velstand gør hvermand til bolighaj.

Rigdom i samfundet skaber tolerance,
Hvem vil ikke dele sin overflod med andre?
Giv almisser, det har fået en renæssance.
Giv de hjemløse så de lettere kan udvandre.

Pengene ved selv bedst hvor de vil hen
Pengene er af natur konservativt-loyale
Men også lystne som en lystig ungersvend,
De vil altid yngle; penge er vitale.

Der er intet så vidunderligt som en bonus
Det er en festdag når vi stiger lidt i løn:
"Unger, forbrug nu heftigt efter turnus,
Og husk: Kun dollaren er stedsegrøn".

Åh, penge er så ranke og helt fri for ironi,
Hver seddel et flyvende tæppe, hver mønt et lille gisp.
De er ganske enkelt ren ublandet værdi:
De er for os andre hvad engle er for en bisp.

De er det sikreste vi har, når vi har dem;
De er tilværelsens dybeste fundament.
Fratag venligst aldrig vor ret til samkvem
Med dette vanedannende, bivirkningsfrie medikament.

--
Skrevet af nød af Larsen og Jensen

Jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men en stor del af de bøger jeg på det seneste har været optaget af, har haft den politiske venstrefløjs historie som omdrejningspunkt, et emne jeg hverken finder mere eller mindre interessant i sig selv end så meget andet.
Der er Against the Day, som i høj grad handler om de amerikanske anarkister omkring forrige århundredskifte (før jeg læste den anede jeg næppe at USA nogen sinde har haft indflydelsesrige radikale organisationer), der er jo så Modstandens æstetik om de tyske og internationale kommunister i tyverne og trediverne, og nu har jeg lige læst Tom Stoppards trilogi The Coast of Utopia om de tidlige revolutionære tænkere og aktivister i Rusland i midten af det nittende århundrede.
Dertil kommer Mette Dalsgaards bog, Platonov og Kharms, som godt nok kun i en særlig forstand kan tvinges ind i netop den sammenhæng (hvilket jeg imidlertid ikke tøver med at gøre).
Der ligger vel i det den samme impuls, som der ligger i genopdagelsen af situationisterne eller i noget af den nyere såkaldt politiske litteratur. Eller for den sags skyld i at retro-punk er hipt lige nu. En slags politisk (jeg tror revolutionær er for stærkt et ord) nostalgi, en længsel (men nej ikke en egentlig længsel, ikke hos mig i hvert fald, det ville føles for naivt) efter en ideologi eller en handlen, der præsenterer et andet samfund end det, der bare synes at buldre bevidst- og hensynsløst derudaf.

Hyldestsang til arbejdet


Hej ho, hej ho, hver morgen må vi gå
På vores job på vort kontor.
Vandet er gulligt, kaffen er grå.
Og her er ingen medarbejdermor.

I hver vores bås med hver vores tape
Clips, viskelæder og post-it notes.
Kaffen får hjernerne i topshipshape
Vi lægger vores trench- og cottoncoats

Og med dem vores fritidsidentitet.
Nu er vi travle og dygtige arbejdsbier
Med visitkort og ægte autenticitet
Vi knokler med vores stresslitanier

Vi har ferie og løn og gratis frugt
Vi har lokalnumre og rengøringshjælp.
I middagspausen er det meget brugt
At få takeawaysushi med soja og kelp.

Vi har hierarki og arbejdsgange,
Når solen skinner kan vi åbne et vindue
Vores arbejdsdage er så alenlange
At vi med fordel kunne møde i nathue.

Telefonerne ringer, vi tager dem op
Og vugger dem blidt mens vi siger ”så, så”
Vores telefonmanerer er tiptiptop
Vi modtar med smil hvert los i vore nosser.

Og vi bærer med smil vor byrde
Thi byrden fylder jo dagen ud
Chefen er vor godvillige hyrde
Indpisker, udfritter, hersker og gud.

Om natten til møde tæller vi løs
Afspadserer nøgne i drømmelokaler
Hvor motivationen er intravenøs
Og væggene holder jubilæumstaler.

Vi siger ”konkurrenten” og ”kunderne”
Og ”produktionsplan” og ”på sigt”
Og stræber efter ”bundlinjevidunderne”
Ja, agerer yderst ”tilpasningsdygtigt”.

Det er herligt at have en plads i solen,
Og vide at man har værdi og får løn.
Og hvis man kommer fra handelsskolen
Er ens fremtid ekstra underskøn.

Der lærer man lingoet helt fra bunden
Og sår sine kim til en stor karriere.
Man behøver ikke tale nogen efter munden,
Men det bryder nu mangen en barriere.

Nå, af sted på job med frejdige skridt
Tril dine tommelfingre når du har fri.
At rammes af ledighed er noget skidt
Ledighed medfører kun inerti.

At være et produktivt medlem af racen
Er livets største og vigtigste pligt
I dit velfortjente otium kan du så vande karsen.
Og skråle: Mit arbejdsliv var vidunderligt!

Og om lidt når jeg dør er jeg arbejde selv
For læge, præst og muskuløse gravere.
Jeg kan ligge i jorden og føle mig vel
Mellem de andre arbejdsomme kadavere.

--
Gennemarbejdet af Larsen og Jensen.

Hyldestsang til religionen


Er der noget så lindrende som troen på en gud?
Er der noget hyggeligere end en landsbypræst?
Er der noget så presserende som en bøn der vil ud?
Er der noget bedre end en blodig offerfest?

Det er dulmende at vide, at gud han kigger med,
Fører logbog, tager noter og hører hvert et pip,
Han er det tavse vidne på hvert et gerningssted
Og husker når en bølle tæver en lille spirrevip.

Er der noget mere sexet end en nonne,
Eller nogen mere flittig end en ivrig protestant?
Gud han elsker når vi går til hånde
Og skiller får fra bukke, ondt fra sandt.

Det er meget lettere at leve med en guddom,
Han gør det nemmere at æde skæbnens slag
Og lærer os at sex skal foregå vom mod vom,
Altid front mod front og aldrig front mod bag.

Han står altid klar med en venlig missionær
Der kan hjælpe med at rede tråde ud,
Guds egen smarte pressesekretær,
Ser meget strengt på dine aftalebrud.

Men med lidt aflad, lidt bebe og på knæ,
Og bedre: med lidt penge og en present,
Så mødes vi en dag i det himmelske palæ
Til mælk og honning og en københavnerstang.

Først så skal vi bare have livet overstået
Så godt og produktivt som det kan lade sig gøre.
Og skulle der være en smule du ikke fik nået
Så kan du få en tur til for ét stk. halvtredsøre

Bare giv den til herren med det lange skæg
Og sig: For resten tror jeg også på reinkarnation,
Har kun spist økologisk kød og kun købt skrabeæg.
At altid være god mod dyr har været min passion.

Hvis du omvendt her på jorden hader alt og alle
Og fra din første barndom har opført dig beskidt,
Hvis du hver dag dypper kirken i din ætsende galde
Og hører hver en salme som et skingert mareridt,

Så bered dig på ild, på flammer, på tommeskruer og tortur
For Gud han tilgiver meget, men aldrig blasfemi.
For at undgå en evighed i et brændende komfur
Gives der kun en sidste mulighed for amnesti:

Martyriet! Lad dig koge i olie for Herrens skyld
Eller myrd mindst en håndfuld i Hans hellige navn
Allerhelst hedninge, denne verdens syndige fyld
Sådan kan du dø og gøre guddommelig gavn.

Er der noget så beroligende som svaret på alt?
Er der noget så herligt som fromhed og tro?
Som at nogen altid hører når der bliver kaldt?
Som at når man er alene er man altid to?

Det er ensomt at leve i en verden uden guder
Uden synd, bøn, værdier, agape og absolution.
Uden mirakler, uden røgelse og relikvier på puder,
Uden sindsro og håb, uden selv- og massesuggestion.


--
Skrevet på knæ af Larsen og Jensen.