"Røverens hævn". Urkomisk!

En (lidt for) hurtig oversættelse af Drew Gardners

PIGER ELSKER KRIG

Story time: Den Trojanske Oliekrig (del 2)
Den Trojanske Krig, pigerne elsker den
og hits som "Chicks Dig War"
"Wizards Have Landed on my Face,"
"Gud skabte piger som elsker krig,"
og "Colin Powell er det bedste knald i landet."

Der er flere kvinder end mænd som nyder krigen
med to knyttede sandheder
før de skifter tøj
ved at vise krigen som
piger der elsker krigens telefoner

Fallocentriske piger:
De elsker fyre med store krige.
Jeg kan bare ikke, du ved, tro på en krig
mod piger når de har den der anti-pige krig
kørende.
Kvinderne vil ligesom sige "Nej, hvor en den søøød, den krig!"

Din mission er udført, kaptajn,
tag for dig af krigsbyttet.
Det er så romantisk.
Piger elsker krig (særligt piger på p-piller).
Oplevelsen er ren magi.
Åh ja og man kan få en rigtig forrygende krig i gang.
Piger kan godt lide en god krig.

Kvinder er fremragende til at lære os
den bitre lektie at en mand ikke får noget
af at være mod krig.
En fyr som er krigsmodstander (som ofte er den bedste
til at udvise kærlighed og tillid) bliver uden videre afvist
som en "pacifist", og ladt i stikken
til fordel for en voldelig idiot der starter en krig.
Pacifisten går gennem livet i en tilstand af
psykisk kastration,
hans hjerte arret af den kvindelige griskheds kløer
og fejlagtig psykologi. Han er en stakkels klovn der har
lyttet for meget efter
kvinderne som lyver og påstår at det de vil have af en mand
er hengivelse og forståelse.
Det de vil have er krig.

Han har endnu ikke gennemgået prøvelser nok
til at klarlægge det kvindelige køns
skjulte dagsordener: Krig.
Krig gør dig til en kvinde.
Piger elsker krig. Militærtjeneste
er det eneste ægte udtryk for krig.
Og så elsker pigerne den.
Vores nye stående vittighed handler vist
om kommunisme, kvinder, Stalin
og henvisninger til det gamle Sovjet
i den kolde krigs storhedstid:
Piger elsker en varm krig.

Men hvad med fænomenet "krigerdrenge"?
Enhver mand ved, eller har observeret
at jo flere krige han starter
jo mere succes vil han have med at tiltrække kvinder,
og jo mere fredsommelig han er,
jo mere sandsynligt er det at han ender som "pacifist".
Men de fleste mænd er opdraget til at udvirke harmoni
og ikke mislyde og derfor nægter de at deltage
i en sådan patologi.
De fleste mænd er pacifister som ikke har nogen interesse for krig.

Hvad en kvinde virkelig vil have er en krigerisk republikaner
som viser sig til sidst at være pacifist (over for hende).
Han er den ægte helt hun kender fra romaner og fra tvavisen.
Men hun vil lade sig nøje -- på kort sigt i hvert fald --
med en sociopatisk oliemilliardær
som kan tilbyde hende en krig.
I hendes forplumrede syn på verden
sætter hun lighedstegn mellem krig og kvindelighed
fordi hun går ud fra at fjernsynet
og filmene faktisk spejler virkeligheden på den måde
at mænd med succes altid er krigeriske uhyrer.

Slemme drenge er indskrænkede, tamme, sikre
og gnistrende af seksualitet.
De er en udfordring (hvilket vil sige
de indordner sig ikke øjeblikkeligt efter hendes Pussy Power).
Når de spiller lidt med deres Neanderthalermuskler
vil kvinden formodentlig hive ham
afsted til Pentagon
hvor hun -- for een gangs skyld --
kan føle sig magtesløs i sit eget spind,
en krigsfantasi kommet til live.
En kvindes hormonstyrede "logik"
vil sætte lighedstegn mellem magt og krig.
Hun stråler i følelsen af rå krigsførelse.
Det er den samme gysende fornemmelse som breder sig
ned langs hende sofa mens en krigerisk dreng
kæler for hende og opfylder alle hendes ønsker.
Så længe hun pjanker med krigerdrengen --
og det varer ikke længe for hendes
indre finanslov er under andenbehandling --
kan hun tillade sig at give los,
at opleve en uhæmmet menneskelighed,
at udtrykke sin seksualitet frit, som
naturen foreskriver -- gennem krig.
Et par vilde hjerteslags tid
bliver hun et individ
og et menneskeligt væsen.

Tror du at mandlig adfærd er resultatet
af et avlseksperiment styret af kvinder?
Hvis du ikke har fattet det
er den åbenlyse følge at kvinder
ved at følge deres naturlige instinkt efter at parre sig med John Ashcroft
virker som en anti-civilisatorisk kraft,
der aktivt frembringer mere maskulin aggression.
Det forekommer indlysende at et klogt samfund har en
interesse i at skabe en modkraft for at modvirke dette.

Ting jeg gerne vil kommentere 2:
Det her var utrolig godt.

Ting jeg gerne ville kommentere:
Tidsskrifterne i DK.
Niels' kommentar om kunstens autonomi i Weekendavisen.
AFRs udfald mod forfattere og andre i Berlingske Tidende (ikke AFR og ikke "sagen")

men for udbrændt nu efter at have skrevet alt for hurtigt om Juliana hertil.

En klassiker. Stadig lige fin. Gratis.

ET DIGT-EN TITEL:
EN HVID SOMMERFUGL DER FLYVER
OVER HØSTET MARK

Gennadij Ajgi 1934-2006

Tre danske digtere rejser til Peru for at mødes med en troldmand i junglen og prøve stoffet ayahuasca. Et stof, der sender dem ud på en indre rejse...
I aften.

Et supplement til en af de bedste bøger nogen sinde!

Et første forsøg med Kazuto Ohsimas Piano TypeWriter. Der ligger masser af billede/lyddigte og venter der.
Jeg har faktisk lavet en lille fejl: Basho skrev digtet i 1686.
(kræver iTunes/Quicktime 7)

Hurra! Vi er tilbage!

Jeg oversatte engang et lille stykke af Gravity's Rainbow. Noget af det handler om svinehelten Plechazunga. Det er morsomt selv om man må indrømme det kun er ca. en tiendedel så surrealistisk som virkeligheden

Når natten falder på flakker børn rundt i gaderne med papirlygter i hænderne og synger Laterne, Laterne, Sonne, Mond und Sterne ... sfærer, der ude på landet i aftentimer så blege som sjæle, synger farvel til endnu en sommer. I en havneby nær Wismar omringer de Slothrop, mens han er ved at falde i søvn i en lille park, og fortæller ham historien om Plechazunga, Svinehelten, der engang tilbage i det 10. århundrede slog en vikingehær på flugt ved pludseligt at dukke frem af en tordenkile og jage dusinvis af skrigende nordboer tilbage i havet. Hver sommer siden dengang er en torsdag blevet afsat til at fejre byens udfrielse - torsdag da denne dag har navn efter Donar eller Thor, tordenguden, som sendte den gigantiske gris. De gamle guder havde selv helt oppe i det 10. århundrede godt tag i folk. Donar var endnu ikke helt blevet tæmmet og omdannet til Sankt Peter eller Roland, selv om ceremonien kom til at blive holdt ved byens Rolandstatue nær ved Peterskirken.
   I år er den imidlertid i fare. Skomager Schraub, som har påtaget sig rollen som Plechazunga gennem de sidste 30 år blev indkaldt sidste vinter til die Volksgrenadier og vendte aldrig tilbage. Nu samler de hvide lanterner sig omkring Tyrone Slothrop, bølgende i mørket. Små fingre prikker ham i maven.
    “Du er den fedeste mand i verden.”
    “Han er federe end nogen andre i landsbyen.”
    “Vil du ikke nok? Vil du ikke nok?”
    “Så fed er jeg da heller ikke-”
    “Sagde jo der ville komme en.”
    “Og også højere.”
    “-ligeetøjeblik, vil jeg ikke nok hvad?”
    “Være Plechazunga imorgen.”
    “Åh, vil du ikke nok?”
    Han er blevet blødsøden efterhånden, så Slothrop indvilger. De jager ham ud af hans seng af græs og ned til rådhuset. I kælderen ligger kostumer og rekvisitter til den her Schweinheldfest - skjold, spyd, hjelme med horn, lodne dyreskind, Thorshammere af træ og ti fod høje tordenkiler dækket af bladguld. Grisekostumet er lidt forbløffende - pink, blå, gul, klare blege farver, en Tysk Ekspressionismegris, plys udenpå, stoppet med strå indeni. Den lader til at passe perfekt. Hmm.
    Tilskuerne næste morgen er få og fredelige: børn og gamle og et par tavse veteraner. De invaderende vikinger er alle sammen børn, hjelmene hænger ned over deres øjne, kapperne slæber hen ad jorden, skjoldene er lige så store som dem selv og deres våben dobbelt så høje. Kæmpestore Plechazungabilleder med hvide plantestængler og røde og blå kornblomster vævet fast på ståltrådsrammer omkranser torvet. Slothrop venter gemt bagved Rolandstatuen, et usædvanligt humørforladt, stivøjet, krølhovedet, hvepsetaljet eksemplar. Sammen med Slothrop ligger et arsenal af fyrværkeri samt hans assistent Fritz, som er ca. 8 og en ægte Wilhelm Busch-karakter. Slothrop er en smule nervøs, uvant som han er med griseheltefestivaler. Men Fritz er en gammel rotte i faget og har kløgtigt medbragt et lakeret krus med en eller anden slags flydende hjerneskade med smag af dild og koriander og destilleret, medmindre Haferschleim betyder noget andet, af havregrød.
    “Haferschleim, Fritz?” Han tager en slurk mere og fortryder at han spurgte.
    “Haferschleim, ja.”
    “Nå ja, half a slime er vel bedre end slet ingen, ho ho....” Hvad det end er lader det til at have en øjeblikkerlig virkning på nervecellerne. Da alle vikingerne til de højtidelige toner af en blæserkoral fra det lokale orkester, pustende og stønnende har kæmpet sig hen til statuen, dannet geled og forlangt at landsbyen overgiver sig, opdager Slothrop at hans hjerne arbejder med mindre end sædvanlig klarhed. Hvorpå Fritz stryger sin tændstik og helvede bryder løs, raketter, romerlys, små sole og - PLECCCHHAZUNNGGA! en enorm ladning sort krudt blæser ham ud i det åbne med ild i røven, der øjeblikkeligt fjerner krøllen på hans hale. “Øh, ja, det er rigtigt, øh ...” Vraltende og med et stort grin brøler Slothrop sin replik: “Jeg er Donars vrede - og I skal i dag være min ambolt!” Afsted flygter de, en god brølende forfølgelse gennem gaderne i en syndflod af hvide blomster, små børn hylende, ned til vandet, hvor alle begynder at sprøjte hinanden til og dukke hinanden under. Så finder byens folk øllerne frem, vin, brød, kvark, pølser. Gyldenbrune Kartoffelpuffer løftes dryppende varme op fra rygende olie i sorte pander over små bål af tørv. Piger begynder at ae Slothrops snude og fløjlsskanker. Byen er reddet endnu et års tid.

Dit liv er nu værd:                  198.000,-

                                                        (Nordea)

"Work hard, be lazy."

Nam June Paik

(pausen blev længere end beregnet fordi blogger gik ned. og så gik jeg ned. for at købe ind. osv)

Hvad var det jeg ville sige? Jeg synes der er mange udmærkede tidsskrifter. Der er ikke nogen grund til at være tudefjæs. Jeg læser med glæde (i) mange af dem. Jeg køber dem sjældent, jeg begejstres sjældent. Jeg synes ikke der er nogen fremragende tidsskrifter. Dvs. der er ikke nogen der for alvor rykker noget. Jeg er selv ligeglad med om man når ud til nogen. Men jeg kunne godt ønske mig at andre nåede ind til os. For det er virkelig som om det litterære miljø eksisterer i en lille glasboble, som nogle, måske nogle tusinde fremmede, nogle gange kigger høfligt ind i, nogle gange kommenterer, men sjældent går i dialog med. Der er ikke noget sprog at kommunikere på.
Der er ikke noget OEI i Danmark - det er i og for sig ok, hvor mange steder er der mon egentlig det. Men der er heller ikke noget PS. Der er simpelthen ikke nogen der har lyst til at skændes over æstetiske argumenter og ødelægge den gode stemning. Vi har det udmærket. Stanno tutti bene.
Det er sådan set meget interessant, at det mest interessante ved Den blå port længe har været lederne, som man har kunnet være enig i eller ikke, hidse sig op over eller blive forvirret over.
Måske har de danske forfattere set realiteterne i øjnene. Litteraturen har ikke noget at komme med i det større sociale og politiske liv. Forfattere er bevisligt ikke klogere end andre mennesker i de sager. Litteraturen er noget der interesserer dem der interesserer sig for den på samme måde som brevdueforeninger er for folk der interesserer sig for brevduer. Og tidsskrifterne er månedsblade for abonnenterne...
Dette er ikke sandt. Litteraturen angår hvad det er at være et levende og sprogligt væsen på en helt anden og almen måde end brevdueflyvning og frimærkesamling. Det kan alle vi i glasboblen uden tvivl blive enige om. Men jeg savner nogen der på en intelligent og troværdig måde kan forklare hvorfor og ikke bare gentage det som en litani. Dette er f.eks. problemet med Bukdahls katalog over halvfemsernes litteratur. Den nørdede samlerinteresse er god nok. Men den er i sit væsen autistisk.

Jeg havde en underlig drøm hvor jeg sammen med Monica Aasprong (som jeg aldrig har mødt) og en anden (måske var det René?) (muligvis var Pia Juul der også?), sad i togkupe og arrangerede et eller andet. Noget skulle ske. Der var en lettere truet stemning. Jeg ved ikke hvad det skal betyde. Jeg ved heller ikke hvor det kommer fra, men det har helt sikkert noget at gøre med at Audiaturkataloget nu ligger øverst i stakken ved min seng, i sig selv nærmest truende i al sin tyngde. Paal gav mig den (tak!) til mødet mellem de danske litteraturtidsskrifter, hvortil nypoesi.net selvfølgelig hører. Det var egentlig det jeg ville skrive om.
Hvis der er nogen der læser dette og ikke var til stede så er her min rapport:
Vi mødtes. Alle snakkede lidt om sig selv. Der udspandt sig en kort debat om manglen på kvalificeret kritik i Danmark (og måske i Norge, men ikke i Sverige). Ida Börjel (deep link, mp3) læste op uden at rømme sig.
To ting: Kristian Lund gjorde opmærksom på det i og for sig underlige i at alle (i en eller anden forstand) konkurrerende tidsskrifter uden at blinke kunne mødes og snakke sammen. Konkurrerende i den forstand, at det er de samme forfattere der optræder i dem. Konkurrerende i den forstand at nye redaktionsmedlemmer rekrutteres fra Forfatterskolen og miljøet omkring den. Alle (med undtagelse af Nypoesi selvfølgelig) redigeres (efter Ildfiskens afhopning) i København.
Tue talte om hullet mellem dagbladsanmeldelser og akademisk kritik. Man kan mene, at det var lidt letkøbt for forsamlingen at konstatere, at kritikken er fraværende, når nu de decideret kritiske tidsskrifter (fra Reception til ... Kritik måske?) ikke var inviteret. Men så udmærkede som de iøvrigt kan være så udspringer de alle af og præges af en akademisk tradition som tager teksten som et fait accompli, der skal analyseres, ikke som en levende tekst der skal læses. (Dette er stillet lidt skarpt op, ikke for modsætningens, denne modsætnings skyld, men fordi jeg vil videre til noget andet.)

Der er masser af institutionelle og økonomiske grunde til at det er sådan. Der er ingen prestige og der er ingen penge i at være kritiker. Der er penge og en vis prestige ved at være ansat ved universiteterne og deres litteraturinstitutter. Der er prestige og lidt penge i at være anmelder ved dagbladene. Der er også prestige og få penge i at være forfatter (hvis man bliver omtalt i aviserne). Men der er ingen af delene ved at være det Engdahl taler om som en fri intellektuel. (Well, heraf måske friheden?)
De to ting, den manglende diversitet og den manglende kritik, kunne også hænge sammen. En tredie del af diskussionen drejede sig om tidsskrifternes manglende udbredelse og manglen på en litterær offentlighed. Zangenberg, før han stormede ud, fik peget på, at ingen af tidsskrifterne tilsyneladende har nogen ambition om at nå ud til en større kreds af mennesker. Ingen ambition mao. om at skønlitteraturen skal betyde noget for almindelige dannede mennesker (men stadig (jeg refererer ikke Zangenberg længere) en næsten fornærmet hovedrysten når disse mennesker tillader sig at købe og muligvis læse bøger af Jette Kaarsbøll og den slags). På egne og eget tidsskrifts vegne må jeg føle mig ramt knaldhårdt på kornet med et støvfnug. BS har fra starten bekendt sig udelukkende til lystprincippet, uden nogen gustne hensigter om at nå ud til andre end dem der tilfældigvis måtte have samme lyster. Og fra starten har denne lyst ikke rettet sig mod kritik.
(pause)

En fyr har illustreret hele Gravity's Rainbow.

(UPDATE: Hvilket det nu er gået op for mig, at jeg finder i mild grad blasfemisk. Uden at ville gå nærmere ind i den diskussion.)